Sådan bruger du Ikast-Brande Bibliotek

Reglement for Ikast-Brande Bibliotek

Alle kan benytte biblioteket. Det er gratis.

For at kunne låne skal du være indmeldt som låner. Sundhedskortet fungerer som lånerkort fra og med det 15. år.
Børn under 15 år kan få et børnelånerkort. Vi skal se barnets sundhedskort og en skriftlig tilladelse fra forældrene.
Sundhedskort/lånerkort er et personligt dokument, og kun kortets ejer må bruge det. Du skal medbringe og vise lånerkortet hver gang du låner.

Du er ansvarlig for alt materiale, der er lånt på dit lånerkort. Hvis du mister dit lånerkort, skal du straks give biblioteket besked. Biblioteket spærrer kortet for at forebygge misbrug. Indtil du har meldt kortet savnet på biblioteket, hæfter du for alle lån der foretages på kortet.

Personalet vejleder i brugen af biblioteket og hjælper med at finde materialer og oplysninger, reservere materialer og skaffe materialer fra andre biblioteker.

Du kan betjene dig selv ved de opstillede automater og pc'er og på bibliotekets hjemmeside. Hertil kræves en pinkode, som biblioteket opretter til dig.

Udlånstiden er 30 dage. For enkelte materialer og lånergrupper kan biblioteket fastsætte andre udlånstider.
Udlånt materiale kan reserveres.
Lån kan fornyes op til 3 gange den oprindelige lånetid, hvis materialet ikke er reserveret til andre lånere.

Ved udlån udsteder biblioteket en kvittering.
Ved aflevering af materialer kan du bede om en kvittering.
Aflevering andre steder end ved de dertil indrettede betjeningssteder sker på lånerens eget ansvar.

Hvis du overskrider udlånstiden, skal du betale et gebyr efter takster fastsat af Ikast-Brande Kommune. Det er dit eget ansvar, at lånetiden overholdes. Biblioteket kan - som en service for brugerne - udsende påmindelser og hjemkaldelser.
Påmindelser 3 dage før lånetidens udløb sendes på e-mail eller digital post .

Hvis du beskadiger eller mister lånte materialer, skal du erstatte dem efter bibliotekets takster. Disse takster kan for visse typer materialer være betydeligt højere end butiksprisen.

Hvis du skylder biblioteket 200 kr. eller derover, mister du automatisk retten til at låne materialer på biblioteket, indtil hele det skyldige beløb er betalt.

På biblioteket skal du vise hensyn til bibliotekets øvrige brugere og følge personalets henstillinger. Undladelse heraf kan medføre bortvisning.