Bliv Læsefamilie ved Ikast-Brande Bibliotek

Hvornår har du sidst haft en af de der stjernestunder, der både samler og flytter familien? Læsefamilierne er et modsvar til den moderne families stress, jag og fraværsfornemmelser.

Hverdagen er fyldt med et hav af distraktioner: Skærme, apps og aktiviteter, der ligger på lur efter opmærksomheden og stjæler os fra hinanden.

En moderne familie bruger i snit 8 timer om ugen sammen. 7 ud af 10 forældre siger, at den tid bruges foran en skærm.
Nu går Bibliotekerne imidlertid ind i en national satsning. Med tilbuddet om at blive en Læsefamilie, giver biblioteket en tiltrængt hånd i kampen for at stjæle opmærksomheden tilbage fra det, der forstyrrer og komplicerer ift. fælles familiestunder.

Sikring af det nære
Selve grundstenen i tilbuddet er en række læseposer, som man kan låne på biblioteket, og som indeholder alt hvad der skal bruges.

Hver læsepose har et overordnet tema. Ikast-Brandes Biblioteker tilbyder temaerne Uhygge, Sjove bøger og SoMe. Posen kan rumme alt lige fra bøger, brætspil, film-links eller opskrifter på aktiviteter, man kan lave sammen - inde som ude.

Posen er sammensat sådan, at den aktiverer hele familien og hen over en måned kan tages i doser, der let kan indarbejdes som små samlende indslag i hverdagen.

Man er i udviklingen af posen gået efter et format, hvor der i stil med de kendte fødevarekasser er tænkt på, at alle ingredienserne er der fra starten - så det hele er nemt at gå til.

Læsefamilie-tilbuddet blev i 2018 afprøvet af 75 nordjyske familier og erfaringer fra disse pilotforsøg kan ses i fem korte videoer via http://bit.ly/laesfamvid

Sådan bliver du en af bibliotekets læsefamilier

Tilbuddet med læseposerne er gratis. Der er ingen formelle krav for deltagelse - men læseposerne er møntet på større børn - primært i alderen 10+.

Kontakt Ikas-Brande Bibliotek for flere informationer, eller reserver en pose her.
Posen vil blive lagt til side som enhver anden reserveret bog, og biblioteket sender besked når den ligger klar på reserveringshylden. Posen kan derefter lånes i automaten.