Ettal i krans af blomster og blade

Læse-bingo: Nummer 1

15.06.21
Når man er nummer 1, er man forrest, den første, bare den bedste eller måske noget helt specielt. Disse bøger har alle på en eller anden måde noget ”nummer 1” over sig.

Damernes Detektivbureau Nr. 1 - Alexander McCall Smith

Første bind i den charmerende og morsomme kriminalromanen, der også er filmatiseret, med Precious Ramotswe, der ejer et detektivbureau i Gaborone i Botswana, og med uundværlige hjælp fra beundreren Mr. Matekoni og den dygtige og effektive sekretær Mma. Makutsi opklarer hun sagerne med praktisk livsklogskab og håndfast menneskekærlighed. Det er ikke sofistikerede mord og indviklede teknologier, men blot dagligdags problemer som snyd, bedrag, utroskab, forsvundne ægtemænd og den slags. Det er meget fremmedartet og afrikansk og ikke spor kedeligt, selvom det er noget så genkendeligt og menneskeligt.

Den første kærlighed - Ivan Turgenev

Med et lyst, poetisk og læsevenligt sprog tager romanen os med til Moskva i 1833. Her forelsker den 16-årige Vladimir sig stormende i den lidt ældre nabodatter, den smukke og uopnåelige Zinaida. Zinaidas koketteri sender Vladimir mellem håb og fortvivlelse uden at ane, hvem der er hans egentlige rival. En smuk og følsom beskrivelse af en ung mands første kærlighed kontrasteret af en kompleks moden kærlighedsaffære.

I denne historie kommer Turgenevs evne til at skabe bemærkelsesværdige vitale karakterer og synspunkter for første gang til fuld udfoldelse...” – The Guardian.

Turgenjev er jo på samme tid den største fortæller, vor skønneste lyriker og en stor dramaturg.” – Herman Bang.

Hvad man ikke dør af - Helle Thorning-Schmidt

Velskrevet biografi med velvalgte og interessante nedslagspunkter om Danmarks første kvindelige statsminister, der er baseret på en række samtaler med Thorning-Schmidt, hendes familie og venner samt kolleger gennem tiden, hvor både den politiske og personlige Helle bliver udfoldet af journalist Nina Munch-Perrin.

Opvokset i Ishøj, i en søskende flok på tre, hvor moderen og faderen bliver skilt i løbet af hendes barndom. Trods det at hun er et relativt ubeskrevet blad, når hun hurtigt ved med hjælp af sin kontante udstråling og sin internationale gennemslagskraft den politiske top. Ud over det politiske er det også en beretning om forældre og børn, om familie og opdragelse, om at værne om sine nærmeste, og om det at holde fast i, hvad man har fået med hjemmefra – sin værdighed – også når det er allersværest.

Bliv en vinder - Birgitte Hultberg

En letlæst bog om at bruge de universelle love om tiltrækning og via tankens kraft skabe sig det liv, man ønsker. Ifølge forfatteren åbner positiv tænkning, visualisering og tankens kraft samt ønsket om at arbejde med det i forbindelse med selvudvikling mulighed for at tiltrække lige netop det, man ønsker sig. Det vigtigste element er at gøre sig sine mål helt klare og definere helt nøjagtigt, hvad man nøjagtigt ønsker sig og vil med sit liv.

1. del er teori, 2. del er en praktisk vejledning og til slut følger et afsnit om opfølgning af tankerne, så man holder kursen. Forfatteren er psykolog og arbejder med terapi og coaching

Træn som en vinder - Eskild Ebbesen

Velskrevet og interessant bog med mange billeder, hvor Eskild Ebbesen cand. scient i idrætsfysiologi via egne erfaringer som bl.a. tredobbelte OL-guldvinder i roning og ironman samt ny videnskabelig forskning giver gode råd til, hvordan man kan træne optimalt med den tid, energi og økonomi der er til rådighed.

Han har lavet et 24 timers konditionstræningsprogram til triatlon eller enkeltdiscipliner som løb, cykling, svømning og roning og sine tips om motivation, restitution og kost. Bagerst findes et 26-ugers træningsprogram som samler bogens konklusioner. I bogen implementeres også flere af Ebbesens teorier fra Tænk som en vinder.