Et par, der går ved havet.

Vi anbefaler // Bøger, der inspirerer til at komme ud i det grønne eller grå, blå eller hvide.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.01.21
Der er ganske enkelt ingen gyldig undskyldning for ikke at komme ud i naturen.

I naturen er alt ude af vores kontrol, vi kan blot være. Solen står op og solen går ned uanset, hvad vi mener om det. Naturen hverken forventer eller kræver noget af os, men den giver i uendelige mængder. Her findes heller til ro og fordybelser. Der er plads til bevægelse. Der er mulighed for samvær eller alenetid. Utallige undersøgelser har vist at naturen påvirker os i en positiv retning i forhold til trivsel, sundhed og livskvalitet –der er ganske enkelt ingen gyldig undskyldning for ikke at komme ud i naturen.

Kom med ud i naturen

Flot og indbydende bog, der kalder på aktiviteter ude i naturen alt efter årstid. Inspiration, der kan bruges både i ferier eller på en helt almindelig søndag.
Et væld af kreative idéer til udfoldelser og aktiviteter ude i det fri - på stranden og i skoven er opdelt efter forår, sommer, efterår og vinter. Skabeloner og anvisninger på små kunstværker, årstids pynt (påske og jul) lavet af alt fra kogler, blade, sten og muslinger og meget, meget mere. Idéer til lege af forskellig slags og idéer til kostumer. Også forskellige lækre opskrifter på blandt andet diverse bagværk, konfekt og drikkelse. I det hele taget er bogen et overflødighedshorn af sjove, kreative og anderledes aktiviteter.

På tur i Danmarks historie

Handy, inspirerende og velskrevet bog, der oser af fortællelyst og opfordrer til at komme ud, gå opdagelse og opleve Danmarks historie gennem 47 forslag til cykel- og vandreture, hvor man kommer rundt i landet og møder stendysser, gravhøje, købstæder, slotte, kirker, stenalderbopladser m.m.

Bogen viser vej mellem de steder som har skabt Danmark, og består af to typer dagture a 1-5 timers varighed. De store ruter som fx Hærvejen eller Gendarmstien er fordelt på overskuelige udvalgte smagsprøver, og så er der de lokale perler som Skjern Ådal eller sagnkongernes Lejre som er udvalgt sammen med de lokale museer.

Mange billeder og oversigtskort der viser ruterne, som også er plottet ind på historiskatlas.dk.

Ønskes længere ture af 1-2 dage anbefales Cykelture i Danmark og Vandreture i Danmark.

Motion i naturen

En udmærket brugsbog, der bruger naturoplevelser som motivation til at dyrke motion.

Motion i naturen er for alle aldre – børn, unge, voksne og ældre – ligesom både mænd og kvinder kan finde øvelser, der udfordrer. Man kan dyrke motionsformen alene, som par, familie og i grupper eller på deciderede hold

Forfatterne er begge psykomotoriske terapeuter og arbejder med motion og forebyggelse. Bogen er egentlig en traditionel motionsbog med teoretisk begrundelse for motionens nytte og baggrund, udstyr osv. samt en del øvelser, der kan laves individuelt eller i grupper ude i naturen med benyttelse af de til rådighed stående midler som træstubbe, sten og lignende.

Det, der er bogens specielle fokus er at kombinere naturoplevelser med sund levevis. Bogen er letlæst og gennemillustreret af en række dels inspirerende og dels instruerende fotos samt en række flotte naturbilleder.

Naturen på recept - Peter Qvortrup Geisling

En rolig læseoplevelse, men med begejstring og faglig indsigt og på ingen måde prædikende, blot inspirerende, glædesfyldt og med en hyldest til naturen og den datter, han gerne vil formidle glæden til –samt et stille opråb om, at mental sundhed er lige så vigtigt som sund mad og motion.

Gennem erindringer, samtaler, naturbilleder og viden om hjernen fortæller tv-læge og journalist Peter Qvortrup Geisling om naturen, og hvorfor den er så god for os. Han prøver at vække vores lyst til naturen, som vi måske har glemt i et travlt liv.

Via fortællinger fra den første fisketur til ture med datteren Merle formidler han en dyb glæde ved at være i det fri. Han ønsker, at alle børn skal lære naturen at kende og glædes ved den, som han selv gør.

Som læge taler han også for naturen ud fra et videnskabeligt perspektiv. Natur påvirker menneskets generelle livssyn i positiv retning, har en beroligende virkning og forebygger fx angst, depression og diabetes.

Landsskabs- og dyrebilleder fylder en stor del af bogen, og alene billederne af natur virker beroligende.

Hverdagseventyr - Mette Arleth

Få inspiration til mikroeventyr sammen med Mette Arleth, der deler ud af sine erfaringer med fantastiske oplevelser på korte naturture i det nordjyske.

Det er en perfekt bog til nybegyndere, der gerne vil udfordre sig selv med at prøve at overnatte i det fri. Hun deler generøst ud af sine erfaringer, der er muntre såvel som praktisk informative, og man inviteres til at springe ud i det og lære af fejlene undervejs, som hun har gjort. Især mange gode forslag til naturoplevelser i det nordjyske.

Naturmad ved Limfjorden - Mie Buus

Selvom det ikke lige er årstiden, snupper vi lige en lille handy opskriftsbog med 26 vilde, spiselige planter, som kan findes på strande, strandenge og enge ved Limjorden.

Andre bøger, men større bøger fx: Naturens spisekammer - Anette Eckmann og Meyers store naturalmanak: mad fra naturens eget spisekammer - Claus Meyer.