Et par i siluet der kysser

Vi anbefaler // Den erotiske genre er kommet for at blive.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.12.20
Fængslende læsning, der give glød til kinderne.

Til de kolde aftener har du her nogle mere eller mindre hotte romaner –der mere eller mindre er tilsat erotiske toner.

Den erotiske genre har en kæmpe læserskare. Heldigvis skrives der stadig nye romaner i genren, så er der er nok at kaste sig over, hvis du skulle blive fanget af det erotiske univers. Forslag til både voksne og unge (young adults).

Har du ikke lyst til at kaste dig over en hel serie, finder du både noveller og enkelstående romaner i del ll.

Del 1. Serier.

Elskerindens skygge – Lisa Kleypas (nr. 1 i Bow Street-serien)  

Historisk 1800-tals romance i forfatterens vanlige stil. Den beregnende Vivienne ernærer sig som højt betalt elskerinde for villige adelige mænd. En dag redder politiagent Grant hende efter et mislykket mordforsøg. Vivien har hukommelsestab og er endvidere blevet en helt anderledes og dydig kvinde, som Grant fascineres af. Hvem vil dog Vivienne til livs? Hvorfor kan hun ikke huske noget?

Har også skrevet: "Wallflowers", "Hathaway" og "Ravenel-serien".

Andre bøger: Simona Ahrnstedts serie "Wadenstierna", 1. bind: Ægtepagten.

Fifty shades: Fanget - E. L – James (nr. 1 i The fifty shades -serien)

Den uerfarne 21 årige Anastasia Steele falder med et brag for den smukke, rige, dominerende Christian Grey. Men hans trang til sadomasochistisk sex skræmmer hende. Vil det lykkes at løsne knuderne i Christians sind og få et mere normalt forhold?

… ”Selvom sproget er simpelt og teenagepræget, er der en stemning og intensitet, der gør, at bogen er svær at lægge fra sig. Det her er simpelthen bare god underholdning! Desværre er spændingen og intensiteten svær at holde på alle ca. 550 sider, og omkring halvvejs begynder man at kede sig lidt, smæk er og bliver bare smæk”…. (Litteratursiden)

Har også skrevet: The mister.

Sommerskandalen – Meredith Duran (nr. 1 i Letsindighedens love)

Lord Michael de Grey er læge. Han lever og ånder for sit hospital, der behandler de fattige i 1880'ernes London. I Cornwall møder han den smukke og slagfærdige enke Lady Elizabeth Chudderley, som er i økonomiske problemer efter sin mands død og nu søger et passende nyt parti. Han vil ikke have en kone og i øvrigt er en enke slet ikke god nok til ham.

Et underholdende indblik i den engelske adels mange genvordigheder tilsat en næsten nutidig og fysisk tiltrækning mellem de 2 smukke hovedpersoner. Victoriansk romantik med et strejf af erotik.

Alt for mange hemmeligheder – Abbi Glines (nr. 1 i Rosemary Beach)

Blaire er helt alene i verden efter sin mors død. Modstræbende må hun tage imod hjælp fra sin rige stedstorebror Rush. En umulig og vanvittig tiltrækning mellem dem, gør det svært at holde paraderne oppe.

Underholdende og erotisk pageturner for især unge kvinder med en fængende handling, som ikke besværer sig med de dybere nuancer. Blaire og Rush minder på mange måder om Anastasia og Christian Grey, dog uden s/m-delen. Skøn bog, som er svær at lægge fra sig

Andre bøger: Samantha Youngs serie Dublin street, Cora Carmacks "Loosing it"-serie.

Beautiful bastard - Christina Lauren (nr. 1 + 2 i serien)

Chloe Mills er ung og ambitiøs. Eneste problem er hendes chef, Bennett Ryan, en rigtig "Beautiful bastard". På trods af deres indbyrdes magtkampe, mærker de en intens tiltrækning, og snart har de sex overalt, især på kontoret. Men kan de undgå at forelske sig i hinanden? Sara er Chloes veninde, og efter et ulykkeligt forhold flytter hun til New York. På en natklub møder hun også en "Beautiful stranger", og har hed sex med ham.

Lidt hule kopier af tidligere erotiske udgivelser, hvor handlingen blot er et skelet til at bære de erotiske scener.

 

After - Anna Todd (Del 1: Mødet)

Tessa er en pæn pige, med en pæn loyal kæreste, som skal til at begynde på universitet. Tingene flasker sig dog ikke helt for Tessa, da Hardin, en mystiske britiske fyr dukker op vendes hele Tessas verden på hoved. Kan deres forhold bære en rystende afsløring om Hardins fortid - og at døden viser sit grimme ansigt i Tessas familie?

…”Rigtig mange steder kan man læse at ’After’ bliver beskrevet som en ungdommens ’Fifty Shades of Grey’, hvilket ikke er helt løgn, eftersom forfatteren, Anna Todd, selv har fortalt at hun var inspireret af serien. Men hvor ’Fifty Shades’ til tider kan være som en fantasi snarere end virkeligheden, så holder ’After’ fast i de problemer og konsekvenser det kan have at kaste sig ud i turbulent forhold til en person med en dyster baggrund”…(Ida Marie Mortensen, www.deungesord.dk)

Ham – Elly Kennedy – (nr. 1 i serien)

Jamie Canning og Ryan Wesley er ishockeyspillere og gamle barndomsvenner. Den ene er til mænd, den anden er ikke. Men ingen af dem, kan modstå den tiltrækning, der opstår mellem dem.

Her er masser af eksplicit sex og en varm kærlighedshistorie - både for kvindelige og mandlige fans af erotiske bøger.

Andre bøger: Historien om en dreng - Line Lybecker.

Har også skrevet: Briar U – serien.

 

Tangled: den, du hader at elske – Emma Chase (nr. 1 i serien)

Den succesfulde forretningsmand Drew Evans scorer en ny kvinde hver nat. Men bliver håbløst forelsket, da han møder firmaets nyansatte, smukke og talentfulde investeringsrådgiver Kate Brooks, men han må sande, at han ikke bare sådan lige kan få alt hvad han peger på.

Romantisk underholdning med dampende hede sexscener til kvinder i alle aldre.

Andre bøger: Elle Kennedys "Off-campus"-serien.

 

Besat - Maya Banks (nr. 1 i Enforcers-serien)

Evangeline kæmper for at tjene nok penge til at forsørge sine forældre. Da hun møder den karismatiske Drake Donovan, beder han hende flytte ind i sin luksuslejlighed og afskrive hele sit tidligere liv. Drake er meget kontrollerende og Evangelina kan hverken sige nej til pengene eller til al den hede sex, som indbefatter masser af S/M, dominans og analsex. Evangelina får hurtigt charmeret alle Drakes sikkerhedsvagter og indført hjemmelavet mad og cupcakes til de før så barske mænd.

Handlinger er temmelig usandsynslig, men der er masser af stof til hede fantasier. Her er meget mere sex og S/M, end den kendte Christian Grey nogensinde ville indlade sig på.

En pageturner, som kvindelige læsere af erotisk litteratur vil kaste sig over.

Maya Banks har skrevet flere lignende bøger, men denne indeholder mere eksplicitte sexscener end hendes tidligere bøger.

Andre bøger: Tara Sue Mes - Forført af ilden, Pernille Vørs - "Dominic-trilogien".

 

Som stjernerne står - Cora Carmack (nr. 1 i Losing it-serien)

Bliss er snart færdig med college og har styr på næsten alt. Da hun kaster sig ud i et one night stand står pinlighederne i kø, for hun møder den helt forkerte mand, som alligevel er fuldstændig perfekt.

Romantisk og sjov komedie om snart at være færdig på college, men aldrig at have været i seng med en fyr.

For alle unge piger og kvinder, der vil have en underholdende historie fyldt med blid erotik og romantiske forviklinger.

Andre bøger: Elle Kennedy -"Off-campus" serie

 

Blottet for dig - Sylvia Day (nr. 1 i Crossfire-serien)

Erotisk roman om den unge kvinde Eva, der møder en fantastisk mand Gideon Crossfire. Begge tilhører det absolutte jetset i New York, så det er de unge og rige, der er iscenesat i denne serie. De udvikler et brændende intenst seksuelt forhold, det kompliceres af hver deres dunkle fortid.

En rimelig enkel historie, der holder sig kørende på hede sexscener og kriser i forholdet. Den er elementært spændende, og hurtigt læst.

Nok mest til kvinder, selvom der er ganske mange mænd tilstede

Sylvia Day har skrevet adskillige lignende bøger.

Lignende: Fifty shades of Grey, Noa N - Romerske fantasier, som dog er noget mere nuanceret.

 

Del 2: Noveller og enkeltstående romaner

Har du ikke lyst til at kaste dig over en hel serie, finder du her både noveller og enkelstående romaner.


En duft af appelsin - Ulla Hinge Thomsen

Sanselige, hverdagsrealistiske erotiske noveller til kvinder (og mænd). En realistisk afbalancerede samling. I mange af historierne er det sexuelle mere antydet end udpenslet.

En kvinde og en mand finder sammen på løberuten. En håndværker giver afstressende massage til sin bygherre. To veninder på ferie bevæger sig på kanten af en indbyrdes flirt, men der sker noget helt andet. En almindelig tirsdag på kontoret, men Messenger-beskeder fra kollegaen får pludselig en ny drejning. Ex-manden kommer på besøg ved skumbadstid - osv.

Har skrevet: Særligt sensitiv, Tilgiv og nogle bøger om folkeskolen.

Andre bøger med erotisk hverdagsrealisme: Udsøgt og Prøverummet.

 

360°

I denne novellesamling har 11 danske forfattere bidraget med hver sin novelle. Blandt forfatterne er både kendte og ukendte navne. Fælles for novellerne er det erotiske element, men mere delikat og afdæmpet end mange af tidens erotiske udgivelser.

Lignende: Zeemeermin og andre erotiske fortællinger for kvinder - Marianne Sophia Wise. Det bløde punkt, Romerske fantasier og Ti lektioner i lyst.

Udsøgt

Elskovssyg, liderlig, lystfyldt. Ni danske forfattere leger med sproget såvel som med sanser og kroppe, og der antydes og mærkes i denne samling af relativt korte erotiske noveller. Novellerne omhandler lystens veje og vildveje, sætter fokus på den sproglige kvalitet og udfordrer den erotiske genre.

 

M - erotiske noveller af mænd

Samtlige 18 noveller kredser naturligvis om samme tema; en erotisk fortælling eller fantasi. Historierne dækker et meget bredt spektrum af seksuelle fantasier og er smagfuldt beskrevet. Generelt kan man dog sige, at mandenovellerne er mere lige på og hårdt med et handlingsforløb, der leder frem til et samleje. Hvorimod kvindernes - igen generelt - mere kredser om indre fantasier. Temaerne strækker sig vidt over bl.a. voyeurisme, mødet med en fremmed, prostitution, stripklubber, parforhold, homoseksualitet og onani.

Lignende: Sasha Grey - Juliette-selskabet

 

K - erotiske noveller af kvinder

”Det kvindelige modstykke” til den foregående.

Samtlige 18 noveller kredser en erotisk fortælling eller fantasi. Historierne dækker et meget bredt spektrum af seksuelle fantasier, forventninger og er søgt smagfuldt beskrevet.

Hvis ikke nu - Alberte Lilja

Karoline skriver erotiske noveller og drømmer om at etablere sit eget forlag. Efter input fra venner og tidligere kolleger beslutter hun sig for at åbne "Elektra books" - et forlag, der specialiserer sig i erotisk litteratur med noget på hjerte. Men en gammel flamme fra forlagsbranchen spøger i kulissen, og så er der den lækre, men tilbageholdende forfatter Jannick, for slet ikke at tale om redaktøren Anders, som Karoline har en online-flirt kørende med. Det er som om de mange fristelser spænder ben for hendes drømme, og snart må Karoline gøre op med sig selv om hun vil satse på erotikken i bogform eller de seksuelle eskapader i virkeligheden. Men det er som om de mange lækre mænd hun omgiver sig med spænder ben for hendes drømme og snart må Karoline gøre op med sig selv, om hun vil satse på erotik i bogform eller i virkeligheden.

Lignende: Wild seasons-serien fx Sweet filthy boy, Rosemary Beach -serien, Alt for mange hemmeligheder, der dog begge har lidt yngre hovedpersoner.

Udfordringen - Karen Fastrup

En raffineret og sanselig roman. Erotisk læsning på et kvalitetsmæssigt højt niveau - en smuk litterær oplevelse.

Seks forfattere er inviteret til Afrika af en ukendt person. Deres opgave er, at de hver skal skrive en erotisk fortælling. Når fortællingen er skrevet, skal de læse den op for hinanden. Som romanen skrider frem, fletter forfatternes forskellige historier sig ind i virkeligheden, og de begynder at optræde i hinandens fortællinger. Romanen skifter imellem disse fortællinger samt en nutid i Tanzania 2012. Især står forfatterinden Maggie centralt i romanen, og hendes person optræder i flere af hendes medforfatteres fortællinger. Der er både finesse og raffinement over herværende roman, som forener erotisk tiltrækning med den afrikanske stemning af varme og kropslighed. Strukturen, hvor romanens mange lag flettes sammen på flere niveauer, fungerer til fulde, og der venter læserne en erotisk kvalitetsoplevelse.

Har skrevet: Begravelsen

En kvindes intime bekendelser - Anna Bridgwater

En kvindelig Don Juan fortæller sin historie for især kvinder.

Ea fortæller om sine mange erotiske eventyr, som har været omdrejningspunktet for hele hendes liv. Hun elsker mænd og tænder på mange forskellige typer. Ea har haft flygtige affærer hele sit voksne liv og hun nyder forførelsen og bekræftelsen. Som 40-årig har hun gang i karrieren, er gift med Rune og har tvillingedrenge. Ea elsker sin mand og sine børn, men føler sig ofte fanget i den daglige trummerum med madpakker og pligter. Energien får hun fra de mænd, hun møder og elsker med. Det handler ikke om, hvor mange mænd, Ea kan score, men om selve forførelsen og om at jagte det umulige, at fylde tomrummet i sig selv. En periode vælger hun at flygte til udlandet for at være sammen med Karl; for at koncentrere sig om sin egen nydelse. Men dagligdagen derhjemme kalder på hende

Velskrevet historie med en nøgtern opremsning og masser af erotiske detaljer, uden at der stiles mod en egentlig forløsning af historien. Erotik i den pænere ende.

Andre bøger: Lotte Garber – Prøverummet.

Archers stemme - Mia Sheridan

Bree vil starte helt forfra i en lille, stille by i Maine. Da hun møder den stumme enspænder, Archer, forsøger de sammen at hele deres hjerter. Tiltrækningen mellem de 2 sårede hjerter er voldsom, men Archer har aldrig før været sammen med en pige. Samtidigt er der kamp om magten i det lille lokale samfund. Hvordan mon det hænger sammen med Archers skæbne?

God underholdning med romantik, erotik og drama, hvor det hele ender godt –en roman for især yngre kvinder.

Andre bøger: Brittainy C. Cherry – Åndeløs.

Techno - Niels Henning Falk Jensby

Det er historien om en kærlighed fyldt med techno, speed, ecstasy og hardcore sex. En kærlighedsrelation, der bringer hovedpersonen helt ud til grænserne af sin krops formåen. Langsomst tvinges han til at trække grænser for, hvad han vil bruge sin krop til, og hvad han vil tillade andre, at bruge den til.

…”Det flyder med sæd, blod, spyt, lort, sved, død hud og tis over mange af siderne. Ingen tvivl om, at mange vil finde beskrivelserne voldsomme. Men heller ingen tvivl om, at forfatteren kan skrive med en nerve, som holder læseren fanget. Med små korte præcise sætninger beskriver han, hvad en krop kan holde til. Kærlighedshistorien opsluger og fortærer, men sætter måske også fri i sin næsten grænseløse relation. For det er også historien om retten til sin egen krop i en verden i voldsom bevægelse.”… (Michael Linde Larsen)

Andre bøger: Fedt - Martin K -dog er Techno noget mere uddybende i sine beskrivelser.