Gammelt kamera med papirsbillede

Vi anbefaler // En verden af foto

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.01.21
Fotobøger – vejen til inspiration og fordybelse.

Tør du slippe autopiloten?

Lærdom, inspiration og tips, der kan sætte dig i gang og bringe dig videre.
Der er ingen rigtig måde at fotografere på, og der er heller ingen rigtig måde at lære det på -der er rigtig mange! Egentligt er det jo bare at kaste sig ud i det. Finde den vej, der passer dig bedst.
Grej er ikke det væsentlige, men har du et digitalt kamera, har du nok opdaget, at det er fantastisk til at finde de ”rigtige” indstillinger, men vil du være rigtig dygtig, må du gå den manuelle vej –der hvor du bestemmer, hvilket billedudtryk du ønsker.
Herunder finder du et blandet udvalg af fagbøger om fotografering for begynder til viderekomne.

Foto - Britta Aagaard Thorlann

Bogen udmærker sig ved at tage udgangspunkt i det kamera vi mest har ved hånden: mobiltelefonens. Den forholder sig ikke til det tekniske udstyr men udelukkende til legen med motiver og komposition.
Et godt foto skal ikke forklares - det skal kunne tale for sig selv. I denne bog kan du få en masse ideer til, hvordan du kan lege med motiver og vinkler og tage de sejeste fotos med din mobiltelefon.
Bogen er bygget op med indholdsfortegnelse, små tekstafsnit, faktabokse og rigtig mange fotos. Bagerst i bogen er der en række forslag til yderligere fototemaer, du kan kaste dig over.

En inspirerende bog, der giver et hav af ideer til timevis af fotoleg. Til alle glade mobilfotografer fra 11 år og op.

Bogen om digital fotografering - Scott Kelby

Denne er nr. 2 ud af en serie på 4 fotobøger om digital fotografering fra begynderen til den viderekomne amatørfotograf.

En inspirerende, righoldig og godt illustreret bog om digital fotografering fra en erfaren fotograf, der øser af stor viden på en nem forståelig måde.

Mange fotobøger er opbygget mere systematisk med gennemgang af fotoapparatet, motivvalg osv. Denne bog er ligesom sin forgænger Bogen om digital fotografering opbygget mere som punktnedslag i de mange emner. I den første bog var emnekredsene: Fotoskarphed, blomsterfotos, bryllupsbilleder, landskabsbilleder, sportsfotos, personfotos, rejse- og storbyfotos og printning af fotos.

I denne er emnerne: Blitzfotografering, indretning af atelier, portrætfotos, landskabsfotos, bryllupsbilleder, rejsefotos og makrobilleder. Nogle af emnerne går igen fra den første bog, men med nye eksempler og råd. Ligesom i den første bog er der på hver side et foto i farver af høj kvalitet, og ud fra dette giver forfatteren sine erfaringer, råd og ideer.

Bogen om digital fotografering: for begyndere! – John Nyberg

Mange mennesker er glade for at kunne tage billeder af det, der betyder noget og er værd at huske på. Samtidig vil rigtig mange af disse mennesker rigtig gerne blive bedre til det. For rigtig mange mennesker kan dette være en stor udfordring, men det behøver det bestemt ikke at være! Denne bog intet forudgående kendskab til digital fotografering.
Den grundlæggende teknik gennemgås og bliver forklaret til bunds: alt fra objektiver, udstyr og kameratyper til fokus, landskabsfotografering og portrætfotografering og meget mere.

Pyt med kameraet: Et anderledes fotokursus

Her fokuseres der ikke på kameraet, men på den, der er bag det. Det handler om personen og ikke grejet. En enkel og lidt tynd ”lærebog”, men budskabet er rigtig godt. Let forståelige tekster. Relevant for nybegynderen, der har brug for et par hurtige tips.

...”Vi ser kameraet som et nødvendigt redskab, når du vil lave billeder, ligesom H.C. Andersen skulle bruge en blyant for at skrive eventyr. Selv om du fik fat i hans blyant, ville du nok ikke blive en fantastisk eventyrdigter, og selv om du køber et vildt dyrt og fancy, professionelt kamera, bliver du nok ikke pludselig en fantastisk, eventyrlig fotograf.
Vi viser dig, hvordan fotografering kan gøres enkelt”…

Hvad kan du lide at lave?

Kender du dit (fri)rum? Der, hvor du glemmer tid og sted, og bare er. Hvad er din hobby? Hvilken interesse har du? Med hvilke aktiviteter finder du ro og fordybelse? Husker du at lege? Er du kreativ? Kan du fordybe dig?
Jeg kan bl.a. lide at fotografere. Det bringer mig både i byen og i naturen. Det er her jeg glemmer tid og sted.

For mit ”fotograf-jeg” er et billedværk/fotobog først og fremmest en fantastisk kilde til inspiration. Derudover er de et bevis på fotokunstens mangfoldighed, men de er naturligvis for alle, der har interesse i bogens tema - netop derfor kan fotografiske bøger tjene mange formål.
Fotografierne i bøgerne kan, udover at inspirere dig som fotograf, berige dig, og du kan blive rystet, men vigtigst er, at dine sanser kommer i spil. Derudover må du gerne blive en smule ydmyg, for der ligger uendelig mange timers arbejde bag sådan en bog.

Nordisk stilhed: Silence of the North – Morten Hilmer

Fotografisk værk med tekster på både dansk og engelsk af naturfotograf Morten Hilmer, som er kendt fra DR dokumentaren "Jagten på det perfekte skud" fra 2017. Værket viser den nordiske natur og dens dyreliv gennem mange flotte kunstneriske billeder.

Et smukt og æstetisk værk, der rækker langt langt udover blot at dokumentere den nordiske natur, og viser lagt mere end blot et fantastisk fotografisk kunnen. Det er poesi for både øjne og sind. En vidunderlig poetisk tekst kombineres med mindst ligeså poetiske billeder; det er umuligt ikke at blive dybt (be)rørt. Hele værket indgyder i den grad til ro og tænksomhed.

Morten Hilmers kærlighed til naturen lyser ud af hvert billede, men billede og tekst handler ikke bare om den nordiske natur og stilheden derude, men om Morten. Om hans tanker og følelser. Om de unikke, uforglemmelige og sjældne øjeblikke, han har oplevet i det både barske, spektakulære, men også tyste og meditative smukke nordiske landskab. Han tager os med på rejse ikke blot i naturen, men i hans sind –ganske modigt.

Bogen er elegant med et sublimt og næsten sanseligt udtryk -store udtryksfulde billeder trykt på lækkert tykt papir, så topper den lige med et flot omslag med en smuk prægning på forsiden. Dog er teksten med gråt noget svag, og kræve et godt læselys, men den passer perfekt til bogen.

Jeg tør godt afsløre, at det er den smukkest og dyrebareste bog, jeg ejer –og jeg er dybt taknemmeligt for, for en kort stund, at være inviteret med ud i naturen og ind i Mortens verden.  

And then there was silence – Jan Grarup

Et stærkt billedværk i form af en stor og meget tung bog (hvilket jeg synes, er synd) med barske billeder af mennesker i borgerkrige, jordskælv, fattigdom osv. Ligefremt, ærligt og råt. Det er ondskabens brutale virkelighed, som gør så stor indtryk, at det nærmest opleves som en fysisk smerte. Det er reportage fotografi på fornemmeste vis, som efterlader én med flere spørgsmål end svar, hvilket da også er en af hensigterne bag bogen.

Stilheden, der både refererer til rædslens stilhed, der »smager koldt og hårdt«, og til stilheden af rædslerne, der forties af omverdenen.
Både Jan Grarup selv og Dalai Lama har skrevet tankevækkende forord på både danske og engelsk.

Jan Grarup har i 25 år rejst til verdens brændpunkter. Hans billeder er bragt af nyhedsmedier over hele verden, og han er den danske fotograf, der er vundet flest danske og internationale pressefotopriser.

Kystland – Udgivet af Mathias Svold og Ulrik Hasemann

I Danmark er der aldrig mere end 50 km til havet, og vi har hele 8750 km lang kyststrækning, så denne smukke fotografisk skildring af de danske kyster og kystlandskaber, er da helt oplagt.

Der er mange vidt forskellige billeder i bogen. Pragfulde landskaber, udtryksfulde portrætter, sjove billeder, øjebliksbilleder, opstillede billeder og andre igen er mere reportageagtige.
Det er et skønt værk med gode billeder, der fint dokumenterer kystlandets mangfoldighed. Indtil flere af billeder får mig til trække på smilebåndet.

Bag i bogen findes et hæfte med tekster til billederne. Jeg synes, det er en skam, at teksterne ikke findes ved billederne, der er jo så rigeligt plads på de mange blanke sider, som jeg godt forstå tjener det formål, at give billederne lov at tale.
Mathias Svold blev i år kåret til Årets Pressefotograf (2019) med en serie af bl.a. 2 fotografier fra bogen.

De forladte danske hjem - fotografer Jan Elhøj, Morten Kirckhoff

Spændende, fascinerende og besynderligt –et vidunderligt pust til enhvers nysgerrighed.

Gennem 10 år har fotograferne Elhøj & Kirckhoff dokumenteret forladte hjem i Danmark der ser ud nøjagtig som da beboerne forlod dem. Med biddrag fra 14 forskellige forfattere som belyser fotografierne.

Under de stemningsfulde fortællende billeder fra forladte hjem står navnet på den, der har efterladt boet. Hvad er historierne bag? Billederne fortæller deres egne og tankevækkende historier. De er smukke, sjove, sørgelige og vemodige. Ind i mellem billederne er der tekster af bl.a. Henrik Nordbrandt, Josefine Klougart, Svend Brinkmann og Kaare Dybvad.

En skøn bog, som helt sikkert vil vække nogles barndomsminder.
Har også udgivet: Forladt: Fortællinger fra 20 ubeboede danske øer fra 2017 og ABANDONED Vol. 1 -4.

Ultima Thule – Henrik Saxgren

Fotografier af grønlandsk natur og fangere taget på syv rejser i perioden april 2014 til september 2016 i Nordvestgrønland. Værket viser Grønland gennem både flotte og barske billeder. Den handler mere om fænomenet menneskelighed, som det er skrevet i forordet af Minik Rosing, end det handler om en specifik egn.

Bagerist i bogen er der en liste over billederne og vedlagt findes noter om rejsen.
Det er en stor og tung, men også pæn bog, der giver et smukt billede af samspillet mellem naturen og fangernes farefulde liv. Billederne er nysgerrige og nøgterne, og rækker langt ud over bare at være dokumentation for den tavse, monumentale, storladne natur.

Har også lavet: Bus fra Bagdad, Bag en mur af is: bygden, bugten og fjorden og lavet fotografierne i Tøndermarsken.

Haiga painted word: billeddigtning - Jens-Chr. Kjær

Haikuinspirerede digte, som indgår i en sammenhæng med farvefotografier -det betegnes som billeddigtning.

En hammer god ide, som spiller til vores kreativitet og skabertrang. Det burde flere af os kaste os ud i –og det betyder intet, om det er med kamera, stikkepinde, malerpensler eller hvad, det nu end kan være. Udfordring og fordybelse gør godt –specielt når det er på eget initiativ og vilkår.

Jens-Christian Kjær forener på bedstevis sine fotografier med digte i haikustil, der fortæller en stemning eller en følelse. Der spændes fra begejstring over naturens vidundere til forundring over paradokser i tilværelsen.
Bogens undertitel er billeddigtning, hvilket betyder, at hvert opslag således skal forstås som en helhed. Digtet står på en side og fotoet er på den anden side.
Bogen er lille og handy. Indbundet og billederne/teksterne er trykt på tykt glittet papir. Tekst på dansk og engelsk.

Har også lavet: My view og Mens vi venter: digte fra forgårs. Har også udgivet digte under pseudonymet Ashi.

Når himlen vælter ind over land - Britta Egebjerg

Hvert et billede udspringer af og indeholder en fortælling om hendes sorg over at skulle miste. At fotografere blev måden hun bearbejde sorgen i forbindelse med sin mors sygdom og død. Billederne er personlige, men ikke mere, end de er åbne for andres tolkning.

Indeholder en række meget smukke og stemningsfulde sort/hvide landskabsfotografier med en sætning under. Alle er taget det år, hvor Britta Egebjergs mor kæmpede forgæves mod en kræftsygdom.
Har også lavet: Flydende kyster

Se dig for - Christina Bruun Olsson

Se dig for, læg mærke til hvad der er omkring dig. Denne bog opfordrer dig til at betragte verden omkring dig. En lille fiks bog med masser af inspiration og tips fra hverdagslivets motiver med fokus på bl.a. former, farver, motiver og situationer –i alt 100 forslag inddelt i 10 afsnit.

Har også udgivet: Kontraster
Lignende: Marianne Grøndahl - Udstødt, hvor det dog er hjemløse, der er portrætteret

Det nyeste af det nyeste findes i tidsskrifterne.                                                                  

Vil du følge med i det allernyeste og hippeste, der rører på sig inden for fotografering, er det tidsskrifterne, du skal have fat i. Her er der bl.a. brevkasser, hvor du kan få svar på dine spørgsmål, test af grej, fotograf/kunstner portrætter samt et utal af tips og ideer –og fototidsskrifter findes ikke kun som fysiske eksemplarer –men med RB Digital har du også adgang til flere digitale tidsskrifter på engelsk.

Digitale magasiner:

På din tablet, mobil eller pc har du via RB Digital - Danskernes Digitale Bibliotek mulighed for at vælge mellem ca. 350 engelsksprogede tidsskrifter med alverdens forskellige emner.

Følgende handler om fotografering: Amateur Photographer, Digital Camera World, Digital Photo, Digital Photographer, Digital SLR Photography, N-Photo: the Nikon magazine, Digital Photo Pro og D-Photo.

Link via vores hjemmeside eller download app’en ”OneClickdigital”.

https://www.ikast-brandebibliotek.dk/e-materialer/rb-digital

Fysiske tidsskrifter:

Digital foto

Nordens største fotomagasin, der udkommer ca. 20 gange årligt. Masser af viden og inspiration, brevkasse, fordelszone med videokurser og guider mm. (fordelszonen har biblioteket desværre ikke adgang til). Dansk tekst.

Skrevet af Conny

Materialer