
Vi anbefaler // Læse-BINGO - Biografier
Med Gud i den ene hånd og tvivlen i den anden - Kirsten Jacobsen
Smuk og nærværende biografi, der er velskrevet, varm og respektfuld. En berigelse at læse.
På roadtrips i det jyske og i Cronhammars kontor i kælderen under hans og konens hus taler forfatteren Kirsten Jacobsen med Cronhammar om hans liv og virke som kunstner –om de eksistentielle og religiøse anfægtelser, der ligger bag hans livssyn og arbejde. Han fortæller anekdoter tilbage fra barndommen og om flere mennesker han har mødt undervejs i sit liv.
Cronhammar har modigt, ærligt og uden nykker givet os en bid af hans indre og ydre verden.
Bogen har flere flotte fotos og i den sidste del af bogen forholder Cronhammar sig kort til 16 af sine kunstværker.
Gennem glasvæggen – Henning Jensen
Intens, ærlig og modig fortælling om en barsk periode i skuespiller Henning Jensens liv. Bogen giver en detaljeret indsigt i en modbydelig sygdom.
Da Henning Jensen i 1978 oplevede at han "faldt igennem glasvæggen" og ind i et mørke, følte han sig meget alene. Han havde i årene op til depressionen oplevet et ekstremt hårdt arbejdspres, samt haft et svært brud med moderen til hans datter Sarah. At en mand kunne få en depression, var ikke anerkendt på dette tidspunkt og de fleste behandlede ham, som om han bare skulle mande sig op. Oveni andres uforståenhed over for hans situation, var han også selv på ukendt grund. Han kendte intet til psykisk sygdom og anede ikke, hvor han skulle søge hjælp. Derfor kom han omkring en del kvaksalvere, før han endelig blev indlagt og kom under intens psykologisk behandling, som hjalp ham.
Danmarks dejligste Birthe - Marianne Tofte
En skøn bog, der emmer af dansktop og livsglæde.
Hvis man siger "Den knaldrøde gummibåd", så er der store chancer for, at man også siger Birthe Kjær. Med over 60 år i musik- og underholdningsbranchen er Birthe Kjær en af Danmarks mest garvede entertainere. Årene til trods er der intet støvet over hende. Tværtimod lyser Birthes stjerne klarere på himlen end nogensinde, og hun har opnået kultstatus landet over.
I denne bog kan du følge den folkekære sangerindes liv i billeder lige fra hendes spæde barndom, til hvor hun er i dag. Bogen har et kort forord af Johnny Reimar, hvorefter fortæller Birthe Kjær lidt om sig selv og derefter følger man hendes liv fra fødslen i 1948 og frem gennem billeder og lidt tekst.
Suzanne Brøgger - Alf van der Hagen
Samtalebog i samtale med den norske kulturjournalist Alf van der Hagen, der formidler Brøggers spændende og skandaleombruste liv over 19 kronologiske kapitler, og starter med stof, som man allerede kender fra hendes egne værker, men som samtalerne bevæger sig op mod nutiden skildres helt nyt stof.
Suzanne Brøgger er en af de mest markante forfattere i moderne dansk litteratur. Til trods for et væld af autobiografisk indhold i hendes egne værker, formår van der Hagen at trække nye historier og nye vinkler ud af Brøgger, som giver et kig bag den komplekse facade.
Superbenzin & kærlighed - Søren Kragh-Jacobsen
En spændende, velskreven og velformuleret bog om Søren Kragh-Jacobsen, der virkelig har sat sit fingeraftryk på dansk kultur, film og tv. Denne giver et blik ind bag facaden
Fortællingen er kronologisk opbygget med start i 1947, hvor han blev født. Vi hører om hans liv, hans meritter som instruktør, om op- og nedture og om hans karriere som musiker. Teksten er løbende suppleret med samtaler med Sørens venner/samarbejdspartnere, eksempelvis skuespillerne Iben Hjejle og Anders W. Berthelsen og komponist Jacob Groth og afsluttes med et efterskrift, en diskografi, en bibliografi samt en fortegnelse over tv- og filmproduktioner.