Billedet viser et dannebrogsflag på en blå himmel.

Vi anbefaler // Læse-Bingo - Danske forfattere

16.08.21
Vi anbefaler bøger af danske forfattere.

Hedeselskabet - Malte Tellerup 

Skøn autentisk ”ung” roman skrevet talentfuld i et dagligdags sprog.
Tre unge storbyvenner flytter til Vestjylland og lejer sig ind i et forfaldent husmandssted for at prøve kræfter med naturen, deres kreative talenter og sig selv. Der er højt til himlen, men barske livsvilkår for de fastboende. 
Tobias er fortællerstemmen, der skildrer, hvordan han med sin veninde Viktoria flytter ud på heden vest for Holstebro, hvor hun skal undervise på en forfatterskole. Senere støder deres billedkunstnerven Andreas til, og de tre venner - til tider elskende - knokler for at finde sig til rette i omgivelser med langt til nærmeste nabo, hvor alle lever et fattigt, hårdt liv på kanten af konkurs. De unge tages vel imod af de lokale, og Tobias udfordrer såvel sin seksualitet som sin fysik med hårdt daglejerarbejde. Mens livet og pengemanglen strammer til, sættes de unges venskab på prøve.

Tag ikke imod en pølse i Moskva og andre historier - Leif Davidsen 

En rigtig fin samling af noveller, der på fineste vis fortæller om menneskets dybeste følelser.
I 10 noveller kommer vi verden rundt. Fra Idaho i USA, til Moskva, til Tokyo, til Påskeøen og mange flere steder. Ligeså forskellige steder vi bliver taget med hen, ligeså forskellige mennesker møder vi i novellerne. Vi møder forretningsmanden, der står midt i en Panama-skandale. Vi møder den tilsyneladende gode ægtemand og gode far, der dog har en grum og uhyggelig side. Vi møder en aldrende kunstner, der har mistet evnen til at male. Hævntørst, desperation, lyst, lidenskab, er bare nogle af de følelser der optræder i fortællingerne.

En lykkelig slutning - Maren Uthaug 

Velskrevet barsk slægtsroman som kravler ind under huden.

Nicolas er syvende generation af bedemænd i familien. Historien begynder for 150 år siden med Nicolas' tiptiptipoldefar, Christian 1. På stillehavsøen, Tikopia, tog han sig af de afdøde spædbørn, som de nybagte mødre slog ihjel, hvis de var blevet født uden høvdingens tilladelse. Han forelskede sig i en af mødrene, en kvinde som han kaldte for Konkylie. Hun fødte deres søn, Christian 2., som ender med at føre generationen af drengebørn videre i det sygdomsplagede og beskidte København i 1800-tallet. For hver generation udvikler bedemændene en afvigende personlighed af forskellig art. Nicolas' last er hans hang til nekrofili. Romanen veksler mellem fortid og nutid, sidstnævnte handler kun om Nicolas og hans liv.

Smaragdsliberen - Anne-Cathrine Riebnitzsky

En spændende men også meget detaljerig roman, der fint viser det fælles menneskelige og døden som vilkår i islam, kristendom og jødedom.

Den jødiske smaragdsliber Pierre genoplives og vender tilbage til et liv med datteren Zara, der er ateist og sin bedste ven den muslimske guldsmed Youssef. 
Bogen er bygget op i små afsnit, hvor man følger Pierre, Zara og Youssef på skift. Pierre bor i Idar-Oberstein i Sydtyskland, hvor han efter en stærk nærdødsoplevelse skal slibe den største smaragd i sin karriere. Datteren Zara er i Georgien for Unesco som kunsthistoriker, men den rejse tager en uventet drejning. Guldsmeden Youssef bor i Paris og er meget bekymret for radikaliseringen af sit barnebarn. De tre spor flettes ind i hinanden, og der kredses om forskellige opfattelser af døden.

De hængte hunde - Jens Henrik Jensen 

Min absolutte favorit spændings-/krimiforfatter Jensen skal selvfølgelig med, og jeg kan varmt anbefale hans bøger, specielt Oxen-serien.

”En milepæl i dansk kriminal-litteratur: Der er næppe nogensinde skrevet en dansk spændingsroman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med ”De hængte hunde” (Horsens Folkeblad)

De hængte hunde (2012) er første bind i den fængslende serie med krigsveteranen Niels Oxen.
Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde, Niels Oxen hutler sig gennem tilværelsen i Københavns nordvestkvarter. Den traumeramte krigsveteran lever af at samle flasker og spise madaffald fra supermarkeder. I håb om at få fred for sine indre dæmoner flygter han sammen med sin hund til Nordjylland og slår lejr dybt inde i Rold Skov, hvor han lever det simple liv. Men drømmen bliver snart til et mareridt.