'Dødevaskeren' Sara Omars roman vinder læsernes bogpris. Mød hende i Ikast i september

13.04.18
Årets vinder af Læsernes Bogpris Sara Omar kommer til Ikast.

Med prisen følger en check på 100.000 kr., som Sara Omar fik overrakt torsdag aften på det Bibliotekspolitiske Topmøde på MCH Herning Kongrescenter. 
Læsernes Bogpris uddeles i år for 15. gang af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i tæt samarbejde med landets biblioteker.

Bogen er for tiden en af de mest populære bøger på Ikast-Brande Bibliotek og nu får interesserede mulighed for at møde forfatteren d. 4. september og høre hende fortælle om bogen og sig selv. Billetter sælges allerede nu.

Den dansk-kurdiske forfatters debutroman ’Dødevaskeren’ er blevet en bestseller og har samtidig fået flotte anmeldelser overalt. Berlingskes Anne Sophia Hermansen gav romanen 6 stjerner, og sagde bl.a. i sin anmeldelse af bogen, at ” Det her er litteratur, der kan ændre vores samfund. Tak for dit mod og vidnesbyrd”

Da romanen blev udgivet i november 2017, sagde Sara Omar bl.a. følgende om romanen:
"Forestil jer, at en kvinde kan kaste skam over en hel familie, alene fordi hun er født som kvinde. Forestil jer, at en kvinde er så skamfuld en skabning, at hun ingen ret har over sit eget liv og sit eget køn. Forestil jer, at en mand skal vaske sig, når han har rørt ved en kvinde, fordi han skal renses for urenhed. Forestil jer, at en mand til hver en tid står over en kvinde; at han kan slå, dræbe og udnytte hende, som han vil, fordi han er mand og hun kun en kvinde.
Det er hverdagen for millioner af kvinder verden over i de fleste lande, regioner og millioner af hjem, hvor kultur, mentalitet, religion og livsødelæggende overbevisninger står over alt andet. Det er den hverdag, som min bog skildrer. Livet som værende kun en kvinde. Det er en fortælling om skyld, skam og ære. For mange kvinder står valget mellem at leve i fangenskab eller at lide i frihed. Derfor forbliver mange i et mentalt og socialt fængsel, og de vil endda forsvare deres egne fangevogtere til døden."

Sara Omar er født i Kurdistan i 1986. Ganske ung måtte Sara Omar flygte fra Kurdistan, bl.a. på grund af Golfkrigen. Hun kom til Danmark i 2001 og hun er i dag bachelor i statskundskab og er ligeledes kandidatstuderende i statskundskab.

Tags
Materialer
Sara Omar: Dødevaskeren : roman
Reservér
  • Bog

Dødevaskeren : roman

Af Sara Omar (2017)
Læs mere