forside_arrangementsprogrammet_Kig_ind_med_to_kvinder_to_mænd

Kig Ind - udkommer snart

09.07.21
Det er en glæde igen at kunne præsentere en sæson med arrangementer på Ikast-Brande bibliotek efter en lang periode med tomme og meget stille lokaler. Vi har sammensat en række spændende muligheder til både børn og voksne og glæder os til, at det bliver muligt igen at kunne samles.

Efteråret bliver særligt spændende i Brande, her glæder vi os til at byde velkommen i bibliotekets nye lokaler i Artium – Brandes nye skole- og kulturhus.  Her præsenteres bl.a. et besøg af astrofysiker Christina Toldbo, der fortæller nyt om rumforskningen, børn og forældre kan møde skaberen af den populære ”Sallys far”-serie, forfatteren Thomas Brunstrøm, og hele familien får chancen for at være sammen med Morten DD som inviterer ud i haven.

I Ikast kommer mange forskellige, bl.a. Michéle Bellaiche med foredraget ”Glemmer du, så husker jeg”, krimiforfatteren Lone Theils, der fortæller om, hvordan virkelighedens hændelser kan blive til en krimi, forfatter og psykolog Marie Brixtofte, som holder foredraget ”Ensomhed og sorg”.

I årets ”Vild med ord” i uge 37 kommer bl.a. Anne Grethe Bjarup Riis, forfatter Jesper Bugge Kold som fortæller om bogen ”Pigen fra det store hvide skib” om Jutlandia, skibet som hjalp ved Koreakrigen. Mød også tidligere jægersoldat og forfatter Thomas Rathsack, som har foredraget ”Rathsack-  råt for usødet”, hvor han afliver myten om jægersoldaten som en supermand.

Disse og andre muligheder for oplevelser finder du i programmet, som udkommer i trykt form i uge 33, men kan ses digitalt her.

Billetter til de fleste arrangementer kan hentes/købes fra d. 9. august. Husk at få fat i dem i forvejen på bibliotekerne eller på siden her, de er nødvendige til alle arrangementer uden undtagelse, da antallet af pladser vil være begrænset. Det skal også bemærkes, at arrangementerne vil blive afviklet under de til enhver tid gældende corona restriktioner.

Hold øje med vores hjemmeside eller Facebook for ændringer.