Form på fortællingen

Har du læst et træ i dag? Hvornår er du sidst blevet skældt ud uden ord, og har du oplevet, at månens cyklus har bestemt, hvor mange ord der er på siderne i din bog? 

Dengang og nu 

Forfattere har længe eksperimenteret med tekstens form. Da Emil Bønnelycke eksempelvis udgav sit grafiske digt ”New York” i 1917, modellerede han sin interesse for storbyen, så den ikke kunne overses. Man skulle simpelthen læse formen på et billede af skyskrabere med dertilhørende Brooklyn Bridge. I 2024 satte Maja Lee Langvad med blanke linjer en larmende stilhed ind i sin roman ”Tolk”, beskrivende et familieforhold uden delt sprog og historie. I 2025 lader Christine Kærulv en mor udspy rækker og atter rækker af arrige udråbstegn i digtsamlingen ”Motherlode”. De stejle tegn står som en mur endnu stærkere end alverdens bandeord. Mødet med disse formeksperimenterende tekster kan så at sige tilføje en ekstra dimension til læseoplevelsen.

Træstammeord og trækroneord

Forfatteren Birgitte Krogsbøll leger ofte med formen til glæde for både børn og voksne. Oplev rim og remsebogen ”Den fnuggede himmel-pop-trompet” sammen med dit barn eller barnebarn, og læs digtsamlingen ”mys og lørke” alene eller sammen med en anden voksen. I sidstnævnte finder du et fyrretræsdigt, hvis ord danner træets form og samtidig passer til placeringen på træet. F.eks. udgøres digtets bund af ord som ”orm”, ”myre” og ”fyrrenåle”, mens der på stammen står ”fyr”, ”harpiks”, ”spætte”, bille”, og trækronen udfolder sig med ord som ”fyrrekogler”, ”skæl” og ”due”

Når månens cyklus bestemmer

Dea Kudsks roman ”Bjergets mund” er en flerstemmig fanfare over livet, døden og traditionerne i en sydamerikansk landsby, hvor en ung kvinde er forsvundet, og den årlige byfest står før døren. Sansemætningen er på sit højeste, og stilen er formfuldendt.  Et sted sætter månens cyklus sig på siderne i den forstand, at der er færre og færre ord i månens aftagende fase og flere og flere i den tiltagende. Det er snart sagt magi! 

Et fravalg af ord

”Motherlode” er den rørende, rasende digtsamling om en ung piges oprørsdrøm fortalt fra en svinefarm i Jylland i 00’erne. Drømmens udspring: pigens psykisk voldelige mor.

Når Chistine Kærulv lader en mor skælde ud på sine børn med en regn af udråbstegn, lader hun os mærke moderens voldsomhed uden at sætte ord på den. Det er meget effektfuldt og fortæller i sin sammenhæng mere, end tusind ord ville have gjort. 

Maja Lee Langvads ”Tolk” er en samtaleroman med mange, lange pauser. Hvorfor? Fordi vi følges med en dansk forfatter, der i sit møde med sin koreanske familie må vente på det ekstra kommunikationsled i form af en tolk for at prøve at forstå. Imens tolken oversætter fra dansk til koreansk og omvendt, møder vi læsere tomme linjer. På den måde rykker afstanden i kommunikationen og mellem menneskerne også tættere på os.