En stak hvide bøger på en hvid baggrund med bibliotekets logo

Vi anbefaler // 18 (Krimier til din ferie)

Mange vil holde ferie i Danmark i år, derfor har vi valgt en rækker krimier, der netop foregår i Danmark. Tag med på turen og høst inspiration til din ferie (eller bare til weekenden!)

På solskinsøen foregår Birgithe Stender-Jensens ”Vintermørke”.
Et andet bud på en bornholmsk krimi er serien med præsten Agnethe Bohn. Pernille Boelskov har skrevet to bøger i denne serie.

Noget voldeligt og dramatisk udspiller sig på Ærø i Michael Larsens serie med kriminalkommissær Michael Falmer.
Randi Faxøe Riisom har også for nylig skrevet en krimi, der foregår på den fynske ø.

Foruroligende krimi fra Læsøs øer, ”Pigerne i Strandhøjden”, er nummer 5 i Kristian Swanes serie skrevet af Jakob Knudsen.

Lars Kjædegaard har mange bøger bag sig og der skulle også være en krimi på en den fiktive sydfynske Krejlø : ”Et skrig til himlen” er den 11 bog med Anita Hvid og Thor Belling.

I Nordjylland arbejder Katrine på integrationskontoret i den lille by Sønderby. Der findes en død flygtning på stranden. Endnu et mord finder sted, og snart er byen angst for at en seriemorder er på spil. ”Natten er deres” af Kirsten Brun.

I ”Savnet” skriver Lone Theils om Mille, en lille pige, der forsvinder sporløst. 10 år senere dukker en ung kvinde op og påstår, hun er Mille. Som nyuddannet betjent havde Signe Brask sagen, der aldrig har sluppet hende, og hun involveres igen. Scenen er Vestjylland.
Husk også at Lone Theils holder foredrag på Nørre Snede Bibliotek i efterår. Informationer om dato og billetter kommer på et senere tidspunkt.

Stephan Garmars ”Fantomsmerter” er en (blandt andre) aarhusiansk krimier. Dusørjægeren Chris er på jagt efter en fantomet-skikkelse der tager livet af de kriminelle i Aarhus. Samtidig skal han passe sit job som sikkerhedsvagt for en excentrisk rigmand, der har sin egen plan med Chris.

”Fortidens synder” af Therese Philipsen. I serien om ”Liv Moretti” fører den anden bog læseren til Sønderjylland. Liv Moretti er netop blevet fast tilknyttet specialenheden NEC, da fundet af et lig bringer dem til området omkring Sønderborg. En albino er blevet bestialsk myrdet, men sporene er få og Liv må dykke dybt i mandens fortid for at nærme sig en opklaring.

Videre på Fyn med Sanne Louise Wind-Hansens ”H. C. Andersen-morderen”. Nytårsnat i Odense. En 10-årig pige findes myrdet, hendes lig er placeret som en makaber efterligning af den lille pige med svovlstikkerne. Hvem myrder uskyldige børn, inspireret af H. C. Andersens eventyr?

Har du været forbi Odsherred og måske Nykøbing Sj., kan du lige opleve det på en helt ny måde.
”Mysteriet i genbrugsen” af Anna Grue
Efter et mandefald blandt de frivillige i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland melder politiet blankt ud, at der er tale om naturlige dødsfald, men dette tror Anne-Maj Mortensen ikke på. Den stædige efterlønner giver sig i kast med selv at opklare mysteriet – og med at bevise, én gang for alle, at der er en udspekuleret morder på færde i den lille idylliske by. Men det viser sig hurtigt at være udfordrende at skulle få detektivarbejde til at passe ind i en travl hverdag fyldt med madlavning, slankekure, hundeluftning og havearbejde.

Mange danske krimier finder sted i mindre eller større grad i og omkring København, såsom ”Psykopaten og kommissæren” af Niels Martinov, ”Skytsengel” af Michael Katz Krefeld og Lene Kaaberbøl.

Er du til korte krimier, så findes der flere novellesamlinger, der kunne være for dig: ”Mord på din ferie” (seks danske kriminoveller om forbrydelser på forfatternes foretrukne feriesteder).
Rejs også Danmark rundt med ”Mord i din hjemby”, der samler ti kriminoveller af danske forfattere, som tager udgangspunkt i deres hjemby. Samme princip er der med bogen ”Mord i dit hjem”, der består af kriminoveller af danske forfattere, hvor mordene foregår i forfatternes egne boliger.

Skrevet af Benoit

 

Tags