Soldater affyre kanoner i mørke

Vi anbefaler // Historiske romaner

Af Anonym (ikke efterprøvet)
06.10.20
Historiens vingesus – romaner fra flere steder i verden.

Sidste tog til London - Meg Waite Clayton

En fremragende og gribende historie baseret på sande personer og begivenheder.
I Wien følger vi den unge jødiske dreng Stephan, hans familie og venner. Fra Holland følger vi tante Truus på hendes uselviske og modige togter (Kindertransporter) for at redde 1000-vis af børn fra Hitlers grusomheder. Vi følger også den iskolde, modbydelige og viljestærke Eichmann og hans frygtindgydende følgesvend schæferhunden Tier under hans forfærdelige og brutale udrensning af Østrigs jøder -og senere resten af Europas.
En velfortalt fortælling, der rummer varme, håb og ikke mindst stor kærlighed -og som på allerfinestevis skildre forskellige personers skæbner i en mørk og dyster tid.

Lignende: Anthony Doerr - Alt det lys vi ikke ser, Kristin Hannah – Nattergalen, Inden vi blev jeres - Lisa Wingate og Christina Baker Kline - Pigen uden navn.

Haabet: 1787-1825 – Mich Vraa (nr. 1 i serien)

En stærk læseoplevelse for alle der holder af historiske romaner.
Fregatten Haabet stævner i 1803 ud fra København med skibsreder Frederiksen og hans 14-årige datter Maria om bord. Undervejs afdækkes skibets mørke fortid samt en række hændelser, der har stor indflydelse på Marias opvækst og liv.
Romanen beskriver rigtig fint de uhyrligheder slaverne blev udsat for og belyser det generelle menneskesyn, der herskede i tiden.

Andre bøger om slavernes liv: Fødselsdagsgaven - Sue Monk Kidd, Lucretia og Margaret - Hugh Zachariae, Slaverne dansede og holdt sig lystige - Kåre Lauring og Den lange sang -Andrea Levy.  

Havets katedral - Ildefonso Falcones (nr. 1 af 2)

Stærkt underholdende, læseværdig og fantastisk romandebut om livet i Barcelona.
Vi befinder os i 1300-tallet, hvor vi følger Arnau Estanyol, som sammen med sin far er flygtet til Barcelona, hvor de er blevet frie borgere. De møder megen modgang og da Arnaus far bliver dræbt, står 14-årige Arnau helt alene tilbage med al modgangen lige indtil den dag, hvor lykken tilsmiler ham med succes og rigdom.
"Havets katedral" er solgt i mere end 1,7 millioner eksemplarer alene i Spanien.

Har også skrevet: Sjælemaleren, Fatimas hånd og nr. 2 Jordens arvinger.

Pegasus – Danielle Steel

I Tyskland på tærsklen til Anden Verdenskrig lever de to venner Nicolas og Alex hver deres fredfyldte liv med deres børn. Nicolas og hans families sikkerhed bliver dog truet, da hemmeligheden om hans jødiske afstamning kommer frem.
For at overleve flygter Nicolas og hans familie til Amerika. Med sig tager de deres otte heste. Disse fantastiske væsner åbner døren til et nyt liv ved at sikre Nicolas arbejde hos et berømte cirkus. Han og den hvide hingst Pegasus bliver showets stjerner, og en yndig linedanser stjæler hurtigt Nicolas hjerte.
I Europa sætter krigsårene også deres spor - Alex og hans to døtre befinder sig i en stigende fare.
Pegasus" er alt det, Danielle Steel er god til: en velflydende historie, et overkommeligt drama, fine miljøbeskrivelser, farverige personer, kærlighed, familiehemmeligheder og en lykkelig slutning. Ligner: fx Marcia Willett

Har skrevet: vældig mange bøger.

Vejen til Warszawa – Lotte & Søren Hammer (nr. 1 i Venner og fjender)

Man skal passe på, hvad man ønsker sig.
Bondedrengen Peter vanrøgtes og vil gerne være med i Hitlerjugend, derfor skriver han til Hitler. Da to officerer dukker op og opfylder hans ønske ændres Peters liv.
Uovertruffen og fantastisk historisk spændingsserie om 2. verdenskrig. Virkelig spændende og gribende. Romanerne er velskrevne og fængslende, umulige at lægge fra sig.

Har skrevet: krimiserien med Konrad Simonsen og romanen Rosa.

Sarahs nøgle - Tatiana de Rosnay

En hjerteskærende smuk og tragisk historie jeg aldrig glemmer –for altid brændt ind i mit hjerte.
I 1942 deporterede det franske politi tusindvis af jøder, bl.a. den 10-årige Sarah, der mirakuløst overlevede. Men med en uendelig stor sorg. I 2002 leder journalisten Julia historien frem og bliver så grebet af den, at hun må følge den til ende.
En stærk fortælling i et usentimentalt flydende sprog uden kunstneriske falbelader. Skrevet til ære for "Vél d’Hiv-børnene".

Har også skrevet: Boomerang, Mokka og Manderley for altid: en passioneret fortælling om Daphne du Mauriers liv. Sarahs nøgler er også filmatiseret.

Enkeland – Karsten Skov

Letlæst, velskreven og fængslende historie, der giver et interessant blik ind i en dramatisk tid med store ofre for de dansksindede i Sønderjylland.
Under 1. verdenskrig er Sønderjylland fortsat en del af Det Tyske Kejserrige og mange dansksindede mænd indkaldes til tysk krigstjeneste, herunder også Silles mand. Sille venter ligesom andre soldaterkoner med stigende uro på nyt fra sin mand.

Har skrevet: Knacker, udgangspunkt for filmen "I krig og kærlighed". Lignende læsning fx Når dagene strenges - Hanne Reintoft.

Polak – Thomas Klimek

Historisk roman om Joannes og Gerek, der vokser op i det fattige og besatte Galizien. De to unge mænd kæmper for et frit Polen, men deres veje skilles. Gerek kommer ind i de polske legioner og kæmper under første verdenskrig, mens Joannes ad dramatiske omveje ender i det fredelige Danmark
"Polak" er inspireret af virkelige begivenheder og baseret på Joannes (Jan) Klimeks liv, forfatterens oldefar. Thomas Klimek er byrådspolitiker i Hjørring.

Har skrevet: Logen  
Lignende: Mads-Peder Winther Søby - Vi var mennesker i skyggernes tid, Thode - Jakob Brodersen og Vent på mig Marie - Pernille Juhl

Hvor der er vilje – Jeffrey Archer (nr. 1 Clifton-krøniken)

Roman om klasseforskelle, familiehemmeligheder og kærlighed i mellemkrigstidens England.
Harry Clifton vokser op i den fattige del af havnebyen Bristol. Hans far, der blev dræbt i 1. verdenskrig, var havnearbejder, og hans mor er en hårdtarbejdende enke. Hun ønsker et bedre liv for drengen. Gennem kirkekoret får han mulighed for at starte i en privatskole. Her bliver han dannet og uddannet, men det vigtigste er de venskaber, der skabes på tværs af klasseskel. Da Harry opdager sandheden om sin fars død, bliver hele hans liv forandret, og så begynder 2. verdenskrig.

Har skrevet: Warwick-serien, Clifton-krøniken og  enkeltstående romaner.
Lignende: Ken Folletts, Jan Guillous og Edward Rutherfurd.

En vinternat - Simon Sebag Montefiore

Baseret på en sand historie. På en gang en gribende kærlighedsfortælling, en velturneret thriller og et politisk drama – om menneskelig skrøbelighed, frygt og lidenskab.
Moskva 1945. På en skole for elitens børn, er der en klub der hylder litteraturen og kærligheden. Men så dør to af klubbens medlemmer og en absurd proces fra regeringens side påbegyndes. Samtidig blomstrer kærligheden i flere forskellige sammenhænge.
Fremragende roman til alle, der kan lide en velskrevet og rørende historisk roman, og til de, der er interesseret i russisk historie.

Har skrevet: romanen Sasjenka, faglitteratur: Jerusalem, Huset Romanov: 1613-1918 og Breve fra historien: ord som ændrede verden.

Dukkeværkstedet - Elizabeth Macneal

Debutroman med en utrolig dragende stemning og fyldt med malende miljøbeskrivelser, der delvis bygger på fakta om kunstnergruppen Det prærafaelitiske broderskab, og et stærkt psykologisk portræt af en kvindes frihedstrang.
I London i 1850 emmer det af store forventninger og spænding. Snart bliver byggeriet af Crystal Palace færdiggjort til Verdensudstillingen. Til Verdensudstillingen møder dukkemageren Iris tilfældigt konservatoren Silas, der bliver besat af kærlighed til hende. Iris ønsker sig brændende et gennembrud som kunstner. Hun får chancen for et friere liv, da hun skal være model for en af samtidens mest eksperimentelle kunstnere. Herfra indleder hun et liv, hun aldrig kunne have drømt om.
En god læseoplevelse for læsere af historiske romaner -masser af atmosfære, kærlighed og spænding.

Lignende: Pige med perleørering - Tracy Chevalier, Sov, mit barn - Joanne Harris og Rænkespil - Sarah Waters

Giganternes fald – Ken Follett (nr. 1 i Century trilogien)

Om det 20. århundredes historie fortalt gennem 5 familier fra England, Wales, Rusland, Tyskland og USA. Her koncentreret om tiden omkring 1. verdenskrig, og tidens store emner: fagforeningernes kamp mod den herskende klasse, kvinders kamp for stemmeret, den russiske revolution og første verdenskrig.

”Faktisk lykkes det Follett at få udredet mange spegede historiske tråde på en pædagogisk elegant måde. Læseren vil efter "Giganternes fald" have en meget klar idé om både det komplicerede spil omkring Første Verdenskrigs udbrud, og dynamikken i Den Russiske Revolution. Gruen i verdenskrigens skyttegrave udmales, og armoden i zarens Rusland får heller ikke for lidt.”…(Jyllands-Posten)

Har skrevet: Nøglen til Rebecca, Farlige penge, London kalder og Kingsbridge-romanerne.

Brobyggerne – Jan Guillou (nr. 1 i Det store århundrede)

Tre brødre, to verdenskrige og et århundrede ...
Ved et tilfælde opdager man, at tre fattige faderløse drenge Lauritz, Oscar og Sverre er nogle små tekniske genier. En loge betaler derfor for deres skolegang først i Bergen og siden i Dresden, hvor alle tre bliver uddannet som ingeniører. Vi er i 1901, og planen er nu, at de unge mænd skal vende hjem og bidrage til det mest storstilede ingeniørprojekt nogensinde i Norges historie, nemlig jernbanen mellem Oslo og Bergen. Det er en udfordrende strækning, hvor der både skal sprænges tunneller og bygges broer. Det er dog kun den ældste bror, Lauritz, der vender hjem til Norge, hvor han slider i det og sukker efter sin elskede Ingeborg, som er en stædig moderne kvinde med ambitioner om at blive læge trods diverse benspænd.

Har skrevet: Hamilton-serien, Vejen til Jerusalem – serien og Madame Terror.

Tine – Herman Bang

En skildringen af en ung piges kærlighedstragedie. Vidunderlig, sørgelig og nærværende fortælling –en eminent skildring af tiden.
Krigen i 1864 danner baggrund for historien om Tine. Hun arbejder som hushjælp hos Skovrider Berg og hans familie. Familien Berg og Tine har et nært og venskabeligt forhold; de tager på skovtur sammen, og fru Berg opfordrer Tine til at læse Skovriderens kærlighedsbreve. Da det forlyder, at krigen vil bryde ud, rejser fru Berg i sikkerhed, og Tine bliver tilbage i byen med Skovrideren.
Ingen kan som Herman Bang skrive, så du ser alt for dit indre øje, han er den impressionistiske stils mester.

Har skrevet: Ved Vejen, Stuk og Haabløse Slægter.

Skrevet af Conny