Gammel skrivemaskine med et stykke papir med ordet ”Gender roles”

Vi anbefaler // Læse-bingo - Kønsroller

06.04.21
”…Jomfruhinder og grænseløs magi. 30 år efter udgivelsen i Iran udkommer eksilforfatterens Shahrnush Parsipurs ’Kvinder uden mænd’ på dansk…. enestående stykke litteraturhistorie, man skal bære på kroppen som en talisman…” (Nanna Goul, Information 2019)

Udover lidt inspiration til læsning får du her en slags appetitvækker med humoristiske toner -det tager kun 1:43 minutter at se den.

https://www.youtube.com/watch?v=cmhbkvrHTIM

Miss Island - Auður Ava Ólafsdóttir

En gribende udviklingshistorie om en ung kvindelig forfatter og en bøsse i et mandsdomineret, snæversynet samfund fortalt med ømhed, poesi og varm humor –og fyldt med levende situationer og gode personskildringer.
Hekla er opkaldt efter vulkanen og vokser op i Dalir langt mod vest i Island. I Reykjavik genser hun veninden, der også har forfatterdrømme, men som allerede er blevet gift og mor, samt sømanden den homoseksuelle Jon John, som hun flytter ind hos. Hekla får arbejde som serveringspige og skriver om natten.
Det er Auðurs fjerde bog på dansk. I 2018 fik hun Nordisk Råds litteraturpris for Ar.

Den tålmodige sten - Atiq Rahimi 

Et urovækkende, intenst drama, der i minimalistisk stil fortæller stærkt om tilværelsen som kvinde i et krigshærget Afghanistan. En uforglemmelig fortælling om kvinders tilværelse, der er underlagt andre love og regler.
En kvinde våger i et næsten nøgent rum over sin bevidstløse mand, der har været i krig. Tiden tælles i hans åndedrag, imens hun vasker ham og skifter drops. De har levet sammen i 10 år men pga. krig kun i 3 år, og de har to piger sammen. Hun fortæller ham nu om sit ensomme liv, sin desperation, håb og drømme. Alt krænges ud på godt og ondt. Nogle soldater trænger ind til hende, men da hun fortæller at hun er luder, lader de hende være. En af soldaterne vender dog tilbage, og de får nogle nydelsesfulde timer sammen, hvor hun opdager nye sider af sig selv.
Atiq modtog i 2008 Concourt-prisen for romanen.
 

Eddikepigen - Anne Tyler 

Tankevækkende, humoristisk, underholdende og velskrevet roman -et godt bud på en moderne version af Shakespeares komedie om magtstrukturer kønnene imellem.
Nutidig gendigtning af Shakespeares komedie "Trold kan tæmmes" om den genstridige Kate, der forventes at tilpasse sig mændenes idéer om kvinder og ægteskab. Hun skal (måske) giftes med sin fars udenlandske forskningsassistent, så han kan få ophold i England, men den moderne Kate er kantet og knarvorn, hun tilpasser sig ikke bare, men kæmper for et jævnbyrdigt forhold, om end hun får brug for sin overbærenhed med mændene.
 

Dum mands dagbog - Uschi Tech 

En roman om en mand i opløsning. Mange moderne mænd vil nok kunne genkende brudstykker af sig selv i hovedpersonen. På en gang har man sympati med ham, samtidig med at man frastødes af ham. 
Kvinder er svære at forstå, men endnu sværere at stå for. I denne bog gør manden Steen alt for at forstå kvinder. Sammen med Helene har han sønnen Magnus, men forholdet forliser, Steen selv kommer fra fragmenteret familie, hvor faren også havde flere kvinder. Moren, søsteren og Steen holder dog stadig af hinanden. Men Steens afhængighed af kvinder får ham gang på gang i problemer. 
 

Samira & Samir - Siba Shakib 

En kraftfuld, fascinerende, stærk og poetisk fortælling fra det traditionsbundne og barske afghanske højland om kønsroller og en noget speciel kvindeskæbne.
Darias førstefødte er desværre en pige. I steder for at dræbe den lille Samira, præsenterer faderen hende som sin søn Samir. Pigesønnen vokser op i det traditionsbundne højland og bliver en stor stærk dreng. Da Samira forelsker sig i både sin bedste ven og hans søster, må hun tage stilling til sit kommende voksenliv, og hvordan hun kan få krop, sind og tradition til at passe sammen. 

Det kunne jo også være fagbøger:

Solo - Sanne Søndergaard 

Underholdende og personlig beretning om forfatter, foredragsholder og komikeren Sanne Søndergaard. 
Hendes barndom og opvækst har været præget af at hun hellere ville være sammen med de vilde drenge end med de stille piger, og hun ville i hvert fald ikke sættes i bås. Hun oplevede tidligt, at hun blev betragtet som anderledes. Når der skulle vælges spillere til fodboldholdet, blev hun altid valgt sidst, selv om hun var den bedste, og hele tiden oplevede hun at høre til de upopulære. Som stor pige og ung indeholder hun utrolig megen vrede, som især går ud over hendes mor. Det er først da hun er midt i 20'erne, hun finder sig til rette i sin kvinderolle som stand-upper, for der kan hun være sig selv.
 

Gode kasser-  Hansen, Louise Mieritz - 30.172 

Belysning af kvindens plads i verden, uden omsvøb - men med masser af humor. Bogen kan læses af alle m/k og er et interessant indspark i kønsdebatten.
Ditte & Louise, der er kendt fra tv-serien af samme navn sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinder altid skal være Madonna/luder, snerpe/hore, drømmekvinden/gammeljomfru. Gennem bogen belyser de med egne eksempler samt interview med fx Ekaterina Krarup Andersen, det komplekse i kønsdebatten. 
Bogen indeholder mange eksplicitte seksuelle illustrationer.
 

"Vi vil have vores fair andel!" - Hans Bonde - 30.171 

Rigtig god og velunderbygget kritik af kvotesystemer og "fifty-fifty"-mantraet, som belyser en side af ligestillingsdebatten, som meget sjældent kommer frem. Bogens pointe er, at man skal vælge den bedste på posten uanset køn, og forfatteren påviser, at kvinder ofte ikke har været de bedste.
Akademisk bog, hvor forfatteren påviser favorisering af kvinder inden for: forskning, kunst, film, musik, ledelse og politik. Forfatteren gennemgår fx stipendier, stillingsopslag, professorater m.m. og påviser, at kvinder er blevet valgt - endda lovstridigt. I flere tilfælde har mænd, der var mere kvalificerede, slet ikke haft mulighed for at komme i betragtning.